23948sdkhjf

Plus Pack har fundet sin niche

Plus Pack har skabt sig en position som leverandør af innovativ plast- og alu-emballage til friske fødevarer.

- Vi er ikke dem, man kommer til, hvis man bare vil have lavet en kopi.

Sådan siger Camilla Haustrup Hermansen, direktør for forretningsudvikling og marketing og medejer af familiefirmaet Plus Pack.

Plus Pack vil gerne skabe nogle emballager, der skiller sig ud. Det kan være ekstremt tynde plastbakker, som alligevel kan bære, fordi formen er udstyret med nogle foldninger eller mønstre, der forstærker den.

- Vi kan forstærke ved at lave bukninger de rigtige steder, siger Camilla Haustrup Hermansen.

Giver mindre miljøbelastning.
En anden specialitet er robotanlægget, der kan lægge gafler eller skeer i emballager. Her samarbejder to robotter i højt tempo.

- Det, at vi kan ilægge en ske eller gaffel i et hulrum under en plastbakke, gør, at de firmaer, der bruger vores produkter, kan spare en arbejdsgang. Vi er med til at optimere deres forretning. Vi er på mange måder en nicheproducent, som kan sørge for, at vores kunder skiller sig ud, siger hun.

Plus Pack har også lige lanceret en ny teknologi for kunderne. Virksomheden kan nu præge et firmanavn eller et logo på siden af sine glattrukne Ready2Cook emballager. Det er udviklingsarbejde, som er gjort af medarbejdere i værkstedet.

Udviklingstid
Nogle gange kan det tage lang tid at nå frem til den bedste løsning sammen med kunderne.

- Hvis der er tale om at udvikle en emballage i et nyt materiale, så kan det nogle gange tage nogle år at udvikle, men typisk tager et udviklingsprojekt nogle måneder, siger Camilla Haustrup Hermansen, der står i spidsen for et team af projektledere.

Det går stærkt for Plus Pack for tiden. Der er bud efter virksomhedens plast- og aluminiums-emballager, især i kernemarkedet, som er Norden, men også i det øvrige Europa.

- Vores vision er at være den foretrukne partner inden for convenience food, altså friske fødevarer, færdigretter og måltidsløsninger. Vi laver mange skræddersyede løsninger. Vi kan kombinere plast og aluminium, fordi vi har produktionsanlæg til begge slags materialer. Så vi kan for eksempel designe løsninger med alubakke og plastlåg. Det er der ikke andre, der kan fra samme fabrik, siger Camilla Haustrup Hermansen.

Plus Pack
Plus Pack er et gammelt familiefirma, som er vokset ud af det store Odense-firma Haustrups Fabrikker, som har rødder tilbage til 1914. N.J. Haustrup gjorde i 30’erne Haustrups Fabrikker til Nordens førende konservesdåse-fabrik. 

I starten af 60’erne begyndte Haustrup i et hjørne af fabrikken at eksperimentere med aluminiums- og plastemballager, og det blev til Plus Pack. 

Da familien Haustrup i 1969 solgte Haustrups Fabrikker, beholdt den Plus Pack, som siden har udviklet sig, og i dag har 230 medarbejdere. Dermed har familien stået centralt i industriudviklingen i Odense over 100 år.

Steen Haustrup, tredje generation af Haustrup-familien, begyndte i 2005 samtaler med sine to børn, Anders og Camilla om deres interessere i at gå ind i familiefirmaet. 

Begge var i gang med deres egne karrierer andre steder. Det er en ting, som man lægger vægt på i familien, at hver skal have sit eget, solide faglige udgangspunkt. 

Anders Top Haustrup er uddannet cand. merc. og er MBA, og har mere end 10 års erhvervserfaring fra bankverdenen og fra kemivirksomheden Borealis i Wien. Camilla Haustrup Hermansen er cand. mag. i kulturformidling, har en mastergrad i sociologi, og har taget en marketinguddannelse på den anerkendte IMD Business School i Lausanne i Schweiz. Hun har tidligere arbejdet med journalistik og markedsføring. 

- Vi lægger stor vægt på i familien at være veluddannet til et job. Vi skal være velkvalificerede, hvis vi skal have et job i familiefirmaet. Man kommer ikke ind i firmaet bare for at være her. Man kommer ind for at bidrage til forretningen, siger Camilla Haustrup Hermansen. 

Camilla Haustrup Hermansen blev i 2009 ansat i et job som HR-chef i Plus Pack. Hun er i dag direktør for forretningsudvikling og marketing og medlem af bestyrelsen. Anders Haustrup blev i 2012 ansat som udviklingsdirektør, og han blev i 2015 administrerende direktør.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.427