23948sdkhjf

Djurs Wind Power øjner store, japanske ordrer

En stor delegation fra den japanske vindmølleindustri besøger erhvervsnetværket Djurs Wind Power og Anholt Havmøllepark på torsdag.

De 32 virksomheder i erhvervsnetværket Djurs Wind Power er i fuld gang med at forberede sig til på torsdag, hvor en 40 mand stor delegation fra den japanske vindmølleindustri kommer på besøg. Det skriver Djurs Wind Power i en pressemeddelelse.

Formanden for Djurs Wind Power er begejstret:

- Det er en fantastisk mulighed for virksomhederne i vores netværk. Vi har stærke kompetencer, når det gælder havmølleparker, så jeg tror på, at besøget kan føre til store ordrer, fortæller Bo Allermann, der ligeledes er direktør i Aalsrode Tømrerfirma.

International anerkendelse
Japanerne har aldrig tidligere opført havmølleparker, og nu er de på vej til at bruge mange milliarder yen på at etablere mindst 10 kommercielle havmølleparker på i alt 1.400 megawatt. Derfor er de på jagt efter samarbejdspartnere med viden og erfaring indenfor området.

Den japanske delegation besøger Djurs Wind Power på en turne med møder hos internationale giganter indenfor havmølleindustrien som Siemens, MHI Vestas, Dong og Vattenfall. Det gør formanden for Djurs Wind Power stolt:

- Vi er her kommet i selskab med en hel række mastodonter indenfor offshore vind - det betragter vi som et enormt skulderklap og som international anerkendelse af vores viden og kompetencer, siger han.

Efterspørger den samlede pakke
Under japanernes besøg hos Djurs Wind Power får de en sejltur rundt i Anholt Havmøllepark, som Djurs Wind Power var med til at opføre. Bo Allermann fortæller, at en lang række af de kvalifikationer, Djurs Wind Power har tilegnet sig under etableringen af havmølleparken, er rigtigt interessante for japanerne:

- De søger samarbejdspartnere, der kan etablere de områder på land, hvor vindmøllerne bliver samlet, før de sejles ud til området, hvor de skal rejses. Og samarbejdspartnere, der kan montere og rejse vindmøllerne. Det er faktisk hele den samlede pakke, de efterspørger, og vi kan hjælpe dem med det hele, siger han.

Ingeniørvirksomhed glæder sig
En af de virksomheder i Djurs Wind Power, der glæder sig til på torsdag, er ingeniørvirksomheden R&D. Her håber man ligesom de øvrige virksomheder i netværket på, at japanernes besøg vil føre til præsentable ordrer. R&D har samarbejdet med flere af de største spillere i den globale vindmølleindustri og er en af verdens førende leverandører af de såkaldte testbænke til branchen.

Fra R&D`s afdeling i Århus fortæller business manager Søren Kellenberger, at han kan se store perspektiver i japanernes besøg:

- Når japanerne besøger Djurs Wind Power efter giganter som Siemens og MHI Vestas, er det jo fordi, de har hørt, at vi har stærke kompetencer indenfor havmøller. R&D kan blandt andet tilbyde japanerne projektledelse, og derudover har vi stor logistisk viden, når det gælder transport og opstilling af havmøller. Det her kan blive endog rigtigt spændende for os.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172