Skako ikke helt tilfreds trods tocifret vækst
Skakos omsætning endte i første halvår på 176,1 mio. kr. svarende til en stigning på 14 procent.
Resultatet af primær drift (EBIT) blev forbedret med 52 procent og udgjorde 7,7 mio. kr., mens overskuddet før skat steg med hele 77 procent til 6,4 mio. kr.
Samtidig kunne Skako glæde sig over en stigning i ordreindgangen på 11 procent, og den samlede ordreindgang udgjorde dermed 176,2 mio. kr. i halvåret.
- Vi er glade for, at mange af de markedsorienterede initiativer, vi har iværksat, har vist sig at være succcesfulde. Modsat er det utilfredsstillende, at vi ikke har leveret højere marginer. Udsving mellem de respektive kvartaler vil ofte opstå på grund af ændringer i produktmikset, hvilket er en del af grunden til afvigelserne. Med det sagt er det vores klare overbevisning, at vi skal være i stand til at nå højere marginer på vores produkter i fremtiden, konstaterer Skako i sit halvårsregnskab.
På trods af skuffelsen vælger Skako dog at opjustere forventningerne til 2017 en smule. Nu kalkuleres med et resultat af primær drift (EBIT) på 17,5-22,5 mio. kr. mod tidligere 15-20 mio. kr.
mio. kr. | 1. halvår 2017 | 1. halvår 2016 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 176,1 | 153,9 |
Resultat af primær drift | 7,7 | 5,1 |
Resultat før skat | 6,4 | 3,6 |
Periodens resultat | 6,6 | 5,4 |
Balancesum | 261,7 | 241,7 |
Egenkapital | 108,6 | 90,1 |
Antal ansatte | 189 | 183 |
Regnskabsåret blev afsluttet 30. juni 2017 |