- Polen er på mange måder et overset nærmarked. Der er stor respekt for danskere, og danske produkter nyder høj anseelse i Polen.
Sådan lyder vurderingen fra Henrik Thingholm Kristoffersen, konsulent hos Væksthus Nordjylland, som den 4. november sætter spot på det nordjyske erhvervslivs muligheder for eksport og etablering i Polen.
Danske virksomheder er for alvor begyndt at få øjnene op for det polske marked. Siden 2004 hvor Polen blev medlem af EU, er Danmarks vareeksport til landet steget med 79 %, og Polen markerer sig i disse år som en seriøs bejler til pladserne blandt Danmarks 10 største eksportmarkeder.
For at fremme den økonomiske udvikling vil Polen indtil 2013 modtage mere end 67,7 mia. euro i støtte fra EU. Det svarer til mere end 23 Storebælts-broer og er med til at gøre det polske marked attraktivt for Danmark.
Mødet den 4. november afvikles i tidsrummet 13.30-17.00, og Væksthus Nordjylland har til formålet sammensat et program med flere spændende indlægsholdere.
Læs mere om programmet og tilmelding på
www.startvaekst.dk