Automationsgiganten Festo er kendt for sine pneumatiske løsninger til industrien. Men fremover er det bevægelse og ikke en bestemt bevægelsesteknologi, der skal i centrum.
Det fortalte Festos globale salgsdirektør Dr. Ansgar Kriwet på den tyske virksomheds internationale pressekonference i Paris i juli, som Jern & Maskinindustrien deltog i.
- Oprindeligt var vi kendt som pneumatik-fyrene, men i dag sælger Festo bevægelse. Vi finder den bevægelsesløsning, der passer bedst til den konkrete kunde, uanset om det er pneumatisk, elektrisk eller noget helt tredje, eksempelvis vores eksperimenter med SupraMotion (superledere, red.), siger Dr. Ansgar Kriwet.
Festo præsenterede i foråret verdens første pneumatiske automationsplatform Motion Terminal på Hannover Messen.
- Vi fortsætter med vores standardløsninger inden for både pneumatisk og elektriske automationsløsninger, og så tilbyder vi nu en tredje vej, der kombinerer begge. Den erstatter ikke de eksisterende løsninger, men gør det muligt at arbejde meget mere fleksibelt, hvis man har en produktion med mange omstillinger, ofte skift af hastighed, tryk og acceleration i produktionen, siger Julia DuweFuture Motion Solutions Management i Festo.
Hybrid strategi
Festo kalder selv sin strategi for en hybrid af evolution og revolution. Evolution, fordi man fortsætter med de mange tusinde standardprodukter, mens man sideløbende investerer op mod otte procent af virksomheds indtjening i udvikling af ny teknologi og produkter.
Motion Teminal falder i den sidste kategori og er en platformsbaseret automationsløsning, der betyder, at man kan foretage op til 50 forskellige funktioner uden fysisk at skulle ændre på de ventiler, der sikrer bevægelsen. Platformen kombinerer mekanik, elektronik, software og control engineering i ét produkt.
- På samme måde som smartphonen har vendt det mobile kommunikationsområdet på hovedet i løbet af ti år, så tror vi, Festo Motion Terminal vil have samme betydning for automationsteknologi. Den nye metode til at integrere flere funktioner i en app-baseret platformsløsning vil forenkle hele værdikæden, så bare en komponent er nødvendig. Motion Terminal kan i dag foretage over 50 forskellige funktioner, siger Dr. Ansgar Kriwet.
Platformen består af fire eller otte ventiler, en controller og en række sensorer. Det får via trykluft får arme til at bevæge sig og led til at rotere.
Herfra kan brugerne helt selv programmere de rigtige bevægelser ind i deres robotarm eller bevægelsesløsning, og ifølge Julia Duwe kan man med motion apps programmere 50 individuelle komponenter ud fra denne ene platform. Det kan være alt fra fra enkle ændringer af ventilfunktioner til energieffektive bevægelser, fra proportional adfærd til lækagediagnose, ligesom Motion Terminal kan bruges til bløde stop.
Skal åbne app-store
Platformstankegangen betyder, at det ikke nødvendigvis er Festo, der laver alle funktionaliteter fra bunden. Der bliver på sigt åbnet en app-store, hvor andre kan uploade motion apps.
- Vi kan ikke følge med i takt med, at masseproduktionen bliver individualiseret og hele tiden lave nye specialløsninger. Platformstankegangen betyder, at andre kan udvikle på vores teknologi, ligesom vi kender fra appstores til smartphones og tablets, siger Julia Duwe.
Festo: Fra pneumatik til bevægelse
Tyske Festo arbejder benhårdt på at nedbryde grænserne mellem pneumatisk, elektrisk og andre typer bevægelse i industrien. Ny Motion Terminal giver pneumatikken helt nye og langt mere fleksible muligheder