23948sdkhjf

Grene Kramp har fået fodfæste i Rusland

Salget af reservedele til den russiske landbrugssektor går så godt, at Grene Kramp forventer overskud på driften allerede til næste år.
Grene Kramp indvier sit nye domicil i Rusland i dag - En 6.800 m2 stor, topmoderne lagerbygning med tilhørende kontorer i Chekov syd for Moskva.

Domicilet er det håndgribelige bevis for, at reservedelsgrossisten Grene Kramps nyetablerede russiske selskab tror på det russiske marked. Tiltroen er gensidig, for salget af reservedele til den russiske landbrugssektor går så godt, at Grene Kramp forventer overskud på driften allerede til næste år.

Grene Kramps russiske selskab, der er den første rendyrkede grossist for landbrugsreservedele i Rusland, begyndte at sælge reservedele til den russiske landbrugssektor i 2009. Kunderne er først og fremmest de store maskinforhandlere samt de helt store agrokonglomerater og svineproducenter.

Grene Kramp skiller sig ud på markedet ved at have en klar målsætning om at have reservedelene på hylderne, mens en stor del af de øvrige grossister i Rusland importerer deres reservedele på efterspørgsel.

- Samtidig gør vi en stor indsats for at sammensætte et produktsortiment, der er bredt og passer til det russiske marked, og vi prioriterer hurtig levering og tilgængelighed - blandt andet på nettet - højt. Den strategi tiltaler kunderne, siger adm. direktør i Grene Carsten Thygesen, der har en ambition om at gøre Grene Kramp til markedsleder i Rusland.

Stort potentiale
Grene Kramp, der er et joint venture mellem Schouw & Co.-ejede Grene og hollandske Kramp, har fra starten koncentreret sin salgsindsats om Ruslands mere end 50 store agrokonglomerater, de 120 største forhandlerne af udenlandsk producerede maskiner og de 200 største svineproducenter. Alt i alt er Rusland et af verdens største landbrugsmarkeder med et årligt indkøb af landbrugsudstyr på omkring 16 mia. kr.

- Det russiske landbrug skal moderniseres og effektiviseres, og det vil ske inden for de kommende år. Det er med andre ord nu, toget kører, og vi skal derfor være til stede på markedet, siger Carsten Thygesen.

Grene Kramps lager ligger i Chekov - 55 km syd for Ruslands hovedstad Moskva, tæt på en af landets store motorveje. Lageret er med sine 6.800 m2 på størrelse med en fodboldbane i internationale mål og har 12 m til loftet. Det er topmoderne med temperaturstyring og støvafvisende gulv.

- Lageret får et fuldt professionelt internt logistikanlæg - designet præcist til formålet. Vi har lagt meget vægt på fleksibiliteten, så vi hele tiden kan indrette os på udviklingen, siger Carsten Thygesen. Han mener, at viljen til at investere et betydeligt trecifret millionbeløb i bygningen af lageret har været med til at overbevise de potentielle kunder om, at Grene Kramp er kommet til Rusland for at blive.

Plads til vækst
Lige nu består selskabets russiske produktprogram af ca. 10.000 varenumre, men der kommer hver måned mellem 100 og 1.000 nye varenumre til. Ud over lageret er der bygget 1.000 m2 kontor, og selve grunden er på 4 hektar, så Grene Kramp kan udbygge lageret til i alt 22.000 m2, hvis der viser sig at være behov for det. Det er næsten en tredobling af det nuværende areal og betyder, at Grene Kramp er godt klædt på til fremtidig vækst.

Den finansielle krisen har medført, at de fleste konkurrenter og maskinproducenter har udskudt deres planlagte etablering i Rusland.

- Det giver os en fordel ved at være blandt de første og samtidig være parate til at lagerføre varer, som andre tøver med at sætte på hylderne, siger Carsten Thygesen.

Jens Bjerg Sørensen, der er bestyrelsesformand for Grene og adm. direktør i Schouw & Co., der ejer Grene, ser også store langsigtede perspektiver i den russiske satsning:

- Vi vurderer, at vækstpotentialet i Rusland er mindst lige så stort, om ikke større end i eksempelvis Polen, hvor Grene har haft stor succes med salg til landbrugssektoren, siger Jens Bjerg Sørensen.

Med den nuværende forretningsudvikling er forventningen, at Grene Kramp i Rusland får sorte tal på bundlinjen i 2011 og dermed vil kunne bidrage positivt til Grenes fremtidige resultater.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078