Der er fyldt op i montagehallen hos Migatronic Automation for øjeblikket. Der er nemlig kommet gang i hjulene i metalindustrien, og det smitter i den grad af på kundernes investeringslyst. Salgsdirektør Claus Pagh viser rundt og slår ud med armen.
- Det her er et anlæg til en svensk producent af varmtvandsbeholdere. En kompleks specialbygget maskine. Inde i de her varmtvandsbeholdere er der et kobbersvøb, hvor der skal svejses gavle på. Rundt om svøbet er der nogle ombukkede kanter, som ikke flugter, så først skal de renklippes af hensyn til svejseprocessen. Så har vi en TIG-svejseproces, hvor vi svejser hele vejen rundt, og så flytter vi videre til næste station, hvor der er en valsemaskine, der valser kanten ned, så der efterfølgende kan lægges en stålgavl på udvendigt i en anden maskine, forklarer han.