23948sdkhjf

Industritekniker: Fedt at mærke, at man skaber noget

René Kling Hansen, 22 år, er industritekniker-lærling og vild med CNC-maskiner.

Han har altid rodet med knallerter, og han havde en idé om at blive automekaniker. Under sit efterskoleophold tog han så en uge i praktik på Valmont SM ved Rødekro.

Han ville se, om smedefaget var noget for ham.

- Jeg var de første tre dage i smedeafdelingen. De sidste to dage kom jeg ind i maskinafdelingen, og det trak bare i mig. Det mest spændende er at arbejde med CNC-maskinerne og programmere dem. Det er fedt at mærke, at man skaber noget. Man kan skabe de dele, som man vil, og producere alt muligt lækkert, siger René Kling Hansen.

- Jeg var i tvivl. Men det var maskinerne, der overbeviste mig om, at jeg skulle være industritekniker. Så spurgte jeg, om jeg kunne få en læreplads på Valmont, og det kunne jeg.

Han er ved at være udlært som industritekniker og skal repræsentere Danmark ved VM i Skills i Abu Dhabi.

Vi møder ham på Syddansk Erhvervsskole i Odense en fredag eftermiddag, hvor lærlingene er ved at gøre rent på gulvene efter ugens arbejde.

René Kling Hansen har vist sig at være en dygtig industritekniker. De sidste to år har han deltaget i DM i Skills. Det førte til udtagelsen til VM i Skills.

- Man er ret tidspresset til de konkurrencer. En af gangene var jeg først færdig med opgaven få sekunder før fristen. Jeg tror, at jeg er god til at bevare roen og overblikket i de situationer, siger han beskedent.

Skilte mange knallerter
Til oktober skal han følges med 13 andre unge danske håndværkere på det danske landshold, der skal konkurrere ved VM i De Forenede Arabiske Emirater. Til december bliver han efter planen udlært som EUX-industritekniker. Han har valgt EUX-linjen, fordi han regner med at læse videre bagefter.

Der er ikke noget i René Kling Hansens baggrund, der peger på, at han skulle være industritekniker. Men den tekniske interesse har været der hele tiden.

- Jeg har skilt ret mange knallerter ad, griner han.

René Kling Hansen er vokset op på på den lille ø Årø i Lillebælt ved Haderslev. Selv om øen er lille, så forsikrer han, at man godt kan køre nogle gode ture på knallert på den. Han har også deltaget i DM i roadracing.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078