23948sdkhjf

Rapport: Århus er verdens hovedstad for vindenergi

Rapport fra Mandag Morgen viser, at det storårhusianske område er globalt center for vindenergi.
Århus-klyngen har verdens tætteste koncentration af vind-virksomheder og står for hele 87 pct. af Danmarks samlede omsætning fra vindenergi.

Desuden er næsten 60 pct. af alle topledere i vindmølleindustrien og mere end halvdelen af de øvrige højtplacerede medarbejdere koncentreret i den storårhusianske vindklynge. Århus satser nu målrettet på at profilere og styrke sin position som ”Capital of Wind Energy”, skriver Århus Kommune i en pressemeddelelse.

Danmark er i dag førende på det globale marked for vindenergi med internationale virksomheder, med en velfunderet værdikæde og et stærkt forskningsmiljø. I den situation befinder Århus sig i orkanens øje, da 87 pct. af Danmarks samlede omsætning fra vindenergi skabes af virksomheder i Storårhus og omegnskommunerne.

Rapporten Aarhus - Capital of Wind Energy
Århus' position som verdens vindhovedstad er beskrevet i rapporten ”Aarhus – Capital of Wind Energy”, udarbejdet af Mandag Morgen og udgivet af Århus Kommune.

Heraf fremgår det videre, at den danske vindmølleindustri de seneste 10 år har haft en gennemsnitlig årlig vækstrate på ca. 15 pct. Og med knap 25.000 beskæftigede er den en vigtig motor for dansk økonomi – set i lyset af, at det samlede globale marked for vindmøller de kommende fem år ventes at vokse til ca. 350 milliarder dollar – omtrent det samme som Danmarks årlige BNP.

I den proces kan den danske vindklynge, der er koncentreret i det midtjyske bælte med Århus som ”hovedstad”, spille en essentiel rolle – som vækstmiljø, kompetencecentrum, erfaringsbank og global rollemodel. Den danske klynge er en af verdens ældste, geografisk mest koncentrerede og mest innovative, konkluderer rapporten.

Godt repræsenteret af virksomheder og topledere
Ca. 11.000 af den danske vindindustris 25.000 medarbejdere, dvs. over en tredjedel, arbejder mindre end en times bilkørsel fra Århus.

Her ligger flere af verdens største og globalt mest betydende vindmøllevirksomheder som Vestas, Siemens, Gamesa og Suzlon.

Samtidig viser rapporten fra Mandag Morgen, at næsten 60 pct. af alle topledere i vindmølleindustrien og mere end halvdelen af de øvrige højtplacerede medarbejdere er koncentreret i den storårhusianske vindklynge.

Et af den danske vindklynges stærkeste kort er den store underskov af leverandører til vindmølleindustrien, der har samlet sig i Midtjylland. Intet andet sted i verden har man en lignende koncentration af virksomheder, der dækker hele værdikæden i design, udvikling og produktion af vindmølleparker.

Går efter direkte profilering
- Vi går nu målrettet efter at profilere og styrke Århus som hovedstad for vindenergi. Danmark skal spille en hovedrolle med Århus som det globale centrum for udvikling af fremtidens vindenergisystemer, siger borgmester Nicolai Wammen, Århus.

- Vi skal styrke samarbejdet med det erhvervsliv, der udvikler og leverer produkter til vindmølleindustrien. Vi har her en enestående chance for at profilere Århus på et område, som givetvis vil komme til at spille en stadig større rolle i planlægningen af bæredygtig energiforsyning i alle verdens lande, siger rådmanden for Teknik og Miljø, Laura Hay.

Lanceringen af "Aarhus - Capital of Wind Energy” er en af byens mest ambitiøse erhvervspolitiske satsninger og sker i forbindelse med konferencen "World Climate Solutions" i København 29. - 30. september med deltagelse af internationale erhvervsledere, beslutningstagere, forskere og andre nøglepersoner inden for grøn økonomi.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079