Det begyndte i et hønsehus i Han Herred den 1. september for 40 år siden. En lokal mekaniker, en elektroingeniør og en maskiningeniør fik opfundet og fremstillet en særlig svejsemaskine til autobranchen. I år runder fabrikken i Fjerritslev 1 mio. producerede svejsemaskiner siden starten i 1970.
De karakteristiske grønne svejsemaskiner er kendt verden over. Produkterne fra den nordjyske fabrik forhandles i 50 lande, og 11 Migatronic-datterselskaber i forskellige lande er det blevet til gennem de fire årtier.
Flere førende bilmærker har valgt den danske svejsemaskinefabrik som førsteleverandør til deres bilfabrikker. Autobranchen har hele tiden fyldt godt på fabrikken i Fjerritslev.
- Vi har ligesom andre danske leverandører haft et forspring på bilreparationer. I 1970’erne var en bil i Danmark så dyr, at den i gennemsnit holdt i 15 år. Det betød tre hovedreparationer i hele dens levetid, så vi var vant til at opfinde redskaber og maskiner til vedligeholdelsen af en bil. Det kom os især til gode under oliekrisen, da alle de andre lande også begyndte at reparere deres biler, siger Peter Roed, administrerende direktør i Migatronic.
Allerede i starten af 1970’erne begyndte fabrikken på fremstillingen af svejsemaskiner til industrien, der i dag fylder mere i ordrebogen end autobranchen.
Rustet til fremtidenDe seneste års finanskrise har ikke skånet Migatronic mere end andre fabrikker, der leverer til metalindustrien, men virksomheden føler sig velkonsolideret og har rustet sig til fremtiden ved konstant at fokusere på udvikling og på de nyeste produkter, som markedet efterspørger.
- Vi skal være trendsætter og samtidig sørge for at kunne levere i en driftssikker, høj kvalitet til den rigtige pris. Netop den balance er vi konstant opmærksom på, siger Peter Roed.
Produkterne skal være enkle, brugervenlige, hele tiden mindre, bedre og med ny teknologi. Fabrikkens slogan ”Tænd, tryk og svejs” er et altafgørende omdrejningspunkt.