23948sdkhjf

Stelton er til salg

Ejeren af den kendte brugskunst-virksomhed lægger vægt på, at køberen skal holde fast i en dansk linje.


Stelton har med Arne Jacobsen og Erik Magnussens klassiske design gennem godt 40 år sikret sig en unik plads på det danske og internationale marked for design og brugskunst. Men de seneste år er virksomhedens salg stagneret og overskuddet faldet, så nu skal virksomheden sælges, skriver Politiken.

Stelton, der ligger i Hellerup, ejes af administrerende direktør Peter Lauritz Holmblad, og han oplyser, at man allerede forhandler med en mulig køber.

- Vi forhandler med en person med stort kendskab til branchen og forventer, at salget allerede kan blive en realitet inden for en måned, siger Peter Lauritz Holmblad til Politiken.

Stelton’s velkendte design er umiskendeligt dansk, og virksomheden har samtidig som en af de få i branchen fastholdt hele produktionen i Danmark.Som en af de få inden for branchen producerer Stelton stadig alle sine produkter i Danmark, men det er ikke nødvendigvis hverken den bedste eller billigste løsning.

Stelton har nogle kernekompetencer inden for eksempelvis cylindriske emner, som jeg mener, skal bevares. Her er vi både billigst og bedst. Men på andre områder er vi ikke nødvendigvis bedst og ikke billigst, og her vil det være logisk at undersøge, hvem der kan løse opgaven bedst, mener Peter Lauritz Holmblad.

Han kan ikke gå i detaljer om, hvem den nye ejer af Stelton måske bliver. Men han lægger ikke skjul på, at det har været vigtigt at finde en person eller virksomhed, der kan fortsætte Steltons linje og kvalitet, og som er dansk.

Stelton har godt 110 ansatte og omsatte i 2002 for 82 millioner kroner. De seneste år har virksomheden kun kunnet sætte mellem en og to kroner ind på kontoen for hver 100 salgskroner. Konkurrenten Rosendahl har fået 30 kroner i overskud per 100 salgskroner i samme periode.

Hvis de igangværende forhandlinger ikke fører til et køb, nævner Peter Lauritz Holmblad Rosendahl, som netop har opkøbt Menu, og Georg Jensen, der ejes af Royal Scandinavia, som mulige købere.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063