V112-vindmøllen fik alle tiders start, da en australsk kunde for godt to uger siden lagde en ordre på hele 140 eksemplarer af møllen.
Nu er endnu en ordre på vej. Denne gang er det det amerikanske energiselskab Horizons, der vil ændre en bestilling hos Gamesa til i stedet at omhandle Vestas’ V112-vindmøller. Det skriver Børsen og RB-Børsen.
- Vi vil reducere antallet af møller til Marble River projektet og til gengæld erstatte dem med højere og mere kraftfulde møller. Det samlede output fra vindmølleparken vil være det samme trods ændringen i antallet af møller. Vi vil nu benytte Vestas V112 3,0 MW, og vi vil dermed generere omkring 0,9 MW pr. mølle mere end planerne for det originale projekt og går altså dermed fra 2,1 MW vindmøller til 3,0 MW vindmøller, udtaler projektmanager på Marble River vindmølleparken hos Horizon, Daniel Fitzgerald, til RB-Børsen.
Ifølge avisen løber det samlede salg af den nye mølle indtil videre op i ca. 5 mia. kr.
V112-vindmøllen er designet specielt til områder med lave og mellemkraftige vindforhold.