Afsætningen af hydrauliske komponenter og systemer fra Hydra-Grene til industrien har i første halvår af 2010 været påvirket af en mindre efterspørgsel fra vindmølleindustrien, mens man fra den øvrige industri har set en lille bedring i visse segmenter.
Hydra-Grene realiserede i første halvår 2010 en omsætning på 185,5 mio. kr. mod 214,8 mio. kr. i samme periode i 2009.
Fra industrien i øvrigt er der fortsat generelt afdæmpet efterspørgsel, men dog med nogen bedring i visse segmenter. I andet kvartal 2010 har efterspørgslen udviklet sig positivt, så omsætningen blev på 103,7 mio. kr. mod 95,4 mio. kr. i 2. kvartal 2009.
Resultat af primær drift (EBIT) blev i første halvår 2010 på 23,7 mio. kr. mod 31,3 mio. kr. i første halvår 2009. Resultat før skat blev 23,8 mio. kr. mod 29,4 mio. kr. i samme periode 2009.
- Det reducerede resultat for første halvår 2010 er umiddelbart en naturlig konsekvens af omsætningstilbagegangen i første kvartal 2010, hvorimod andet kvartal har bidraget positivt til udviklingen, skriver Hydra-Grene i sit regnskab.
Fastholder forventningerEfter en meget svag afsætning til vindmølleindustrien i første kvartal 2010 opleves der for øjeblikket en stigende aktivitet, og forventningerne til efterspørgslen fra vindmølleindustrien i andet halvår 2010 ser markant bedre ud.
- Hos øvrige industrikunder opleves der en gradvis forbedring, selv om der stadig er brancher, der er hårdt ramt af den generelle økonomiske afmatning. Den afdæmpede efterspørgsel skærper naturligt konkurrencesituationen i industrien, skriver Hydra-Grene.
Derfor vurderer Hydra-‐Grene, at man i 2010 kan realisere en omsætning i niveauet 400‐450 mio. kr. Forventningerne til årets EBIT fastholdes, men intervallet indsnævres til et EBIT på 45‐60 mio. kr. mod tidligere 40‐60 mio. kr.