Kernen i Falstrup Vedligehold er hjemmesiden nos-maskindele.dk. Navnet NOS-maskindele røber lidt af, hvad det drejer sig om.
NOS er ”lånt” fra bilverdenen, hvor udtrykket betyder ”New Old Stock”. Frit oversat til dansk bliver det til ”nye gamle reservedele”, og det er lige, hvad det drejer sig om.
Indehaveren af firmaet, Steen Falstrup, fortæller, at han gennem sit arbejde som reparatør på en større jysk virksomhed havde lagt mærke til, at der lå flere ting på lager, som ikke passede til nogen af de maskiner, han arbejdede med til hverdag. Vel at mærke ting som lå i de originale indpakninger.
Reservedelene havde dog for længst overskredet ”sidste salgsdato”, idet maskinerne, hvortil de passede, for længst var væk. Men hos Steen Falstrup tog ideerne langsomt fart:
Firmaet måtte kunne få noget ud af at realisere disse dele, men hvordan? Kunne internettet være en mulighed? Hvordan med køb og salg?
Fungerer på kommissionsbasisTilbagemeldingen fra arbejdsgiveren var positiv, og i april blev webshoppen en realitet.
Ideen er at tage reservedele til automatiske maskiner i kommission. Det er gratis for virksomhederne at lægge reservedelene til salg på hjemmesiden, først ved salg
udløses kommissionsbeløbet.
Steen Falstrup forestiller sig, at køberne fx skal findes blandt opfindere, der skal lave et forsøg, ingeniørstuderende der har et projekt, maskinbyggere, der fremstiller en prototype, tekniske skoler, som skal bruge udstyr til undervisning eller maskinreparatører, der har en bedaget maskine med driftsstop.