23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Metal Supply
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

LSM Pumper i forrygende udvikling

Producenten af slangepumper har øget omsætningen med 100 % i forhold til 2009. Ordrer strømmer ind fra Chile, Australien, Tyskland og Finland.

Administrerende direktør i LSM Pumper, Leo Sørensen, glæder sig over, at 2010 er kommet flyvende fra start.

Han betegner 2009 som ”knap så godt” – for firmaet tabte 35 % af omsætningen, og han var nødt til at afskedige flere medarbejdere. Men nu går det i den grad fremad.

Heftig efterspørgsel

Der har siden årsskiftet været en heftig efterspørgsel på slangepumperne fra Vrå. Omsætningen er steget med 100 % i forhold til sidste år.

- Lige nu sidder jeg med ordrer fra Australien og Chile, og i går sendte vi udstyr til Afrika, fortæller Leo Sørensen.

80 % af slangepumperne eksporteres, og udstyret bliver typisk brugt i fiskeindustrien, til biogasanlæg, i mineanlæg eller af landbrug.

Biogas bliver stort marked

Leo Sørensen tror, biogas bliver et stort marked for LSM Pumper i fremtiden, og han har også høje forventninger til salget til Tyskland. Virksomheden har kæmpet hårdt for at komme ind på det tyske marked, og det ser ud til at give afkast nu.

- Vi var på messe i Leipzig og havde så mange emner med hjem, at vi ikke kunne få armene ned igen, fortæller direktøren.

Det samme skete på en messe i Chile.

- Vores forhandler i Peru var på messe i Chile i april, og han har arbejdet på højtryk siden, for vi fik 2.400 henvendelser angående vores produkter, siger Leo Sørensen.

Mange kunder i Finland

I resten af Norden er der også pæn efterspørgsel, og især fiskeindustrien i Finland har været interesseret i firmaets produkter.

Den positive udvikling har betydet, at LSM Pumper har taget tidligere ansatte ind igen.

- Det er en omvæltning, som jeg er særdeles glad for, siger Leo Sørensen.

Ærgerlig udvikling

Et skår i glæden er der dog, for hjemmemarkedet skrumper.

Tidligere har der været mange landbrug blandt kunderne, men dårlig økonomi betyder, at LSM Pumper nu ser færre landmænd blandt kunderne.

- Vi kan også mærke, at flere outsourcer produktionen, og at industrivirksomheder forsvinder. For eksempel skulle vi have leveret to-tre pumper til slagteriet i Vrå, men det faldt til jorden. Det er en ærgerlig udvikling, siger Leo Sørensen.

Til gengæld kan han glæde sig over, at den generelle udvikling i firmaet med stigende omsætning og indtjening ikke ser ud til at aftage.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.159