23948sdkhjf

Lavt udbytte af uddannelse

Dansk Industri er enig med vismændene i, at vi bør diskutere, om outputtet af investeringer i uddannelse er højt nok.
I en kommentar til den nye rapport fra de økonomiske vismænd finder Dansk Industri, at temakapitlet om uddannelse er særlig væsentligt. Adgangen til en velkvalificeret arbejdsstyrke er af afgørende betydning for virksomhedernes muligheder for at kunne klare sig i den internationale konkurrence.

Der investeres mange penge på uddannelse i Danmark, såvel i det offentlige uddannelsessystem som i virksomhederne. De offentlige investeringer i uddannelse løber op i 123 mia. kr. om året.

Dansk Industri kan bifalde, at vismændene lægger op til en diskussion om, hvorvidt vi får tilstrækkeligt output af de store uddannelsesinvesteringer i det offentlige uddannelsessystem.

Danmark lider under, at afkastet af uddannelse i Danmark ikke er så højt som i øvrige sammenlignelige lande. Der er behov for at undersøge, om der er tale om tilstrækkeligt kvalificeret ressourceanvendelse.

Det høje danske skattetryk og de høje marginalskatter, der sætter ind ved indkomster bare lidt over gennemsnittet, medvirker samtidig til, at afkastet for den enkelte og for samfundet mindskes.

Marginalskatterne betyder fortsat, at den enkelte reducerer sit arbejdsudbud og dermed bidrager mindre til samfundet. Men de høje marginalskatter mindsker også den enkeltes tilskyndelse til at dygtiggøre sig og arbejde i Danmark. En reduktion af marginalbeskatningen for højtuddannede er derfor nødvendig.

Det høje skattetryk mindsker også incitamenterne til efteruddannelse. Efteruddannelse er vigtig for udviklingen i virksomhederne - og virksomhederne oplever, at den bliver stadig vigtigere, fordi den teknologiske udvikling fører til, at kvalifikationerne fra grunduddannelsen ruster hurtigere i dag end tidligere.

DI er positiv over for aftalen om fornyelse af erhvervsuddannelserne. Erfaringerne med at belønne virksomhederne for at oprette flere praktikpladser er ikke positive. I 1990'erne førte praktikpladstilskuddet til virksomhederne alene til et løft i antallet af aftaler ved indførelsen og afviklingen af støtteordningen.

DI finder, at aftalen om fornyelse af erhvervsuddannelserne, gennem etablering af nye korte erhvervsuddannelser og nye såkaldte eud+-forløb, rigtigt anvendt vil kunne sikre bedre muligheder for de bogligt svage unge.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.64