23948sdkhjf

Fortsat stigende arbejdsløshed

Politisk strid om årsagen til, at ledigheden i oktober er på det højeste niveau siden august 1998
Det gennemsnitlige antal ledige steg i oktober til 180.600 fra 177.200 i september, når der korrigeres for sæsonbevægelser. Det svarer til en ledighed i oktober på 6,4 pct. af arbejdsstyrken mod 6,3 i september. Hermed er den sæsonkorrigerede ledighed steget med 31.000 fuldtidspersoner eller 1,1 procentpoint siden oktober 2002, viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik.

Siden det foreløbige minimum på 140.100 svarende til 5,0 pct. af arbejdsstyrken i marts 2002, er den sæsonkorrigerede ledighed steget med 40.500 fuldtidspersoner. Ledigheden er hermed på det højeste niveau siden august 1998.

Siden oktober 2002 er den faktiske ledighed steget med 28.700 fuldtidspersoner, eller 20,7 pct. Det seneste år er den faktiske ledighed fortsat steget mest for mændene (med 22,4 pct.) samt for de 40-49-årige (med 23,9 pct.).

Kilde: Danmarks StatistikTorsdagens højere ledighedstal med godt 3000 flere arbejdsløse i oktober har straks udløst politisk strid om årsagen. Socialdemokratiet og SF placerer ansvaret hos regeringen og finanslovaftalen. De to partier kræver flere investeringer for at få flere i arbejde.

Derimod mener Venstre, at regeringen er på rette spor med sit skattestop, lavere personskatter fra nytår samt en lav rente. Finansloven får flere i arbejde næste år. Da vender tendensen, mener Venstres finansordfører Kristian Jensen.

Socialdemokraternes finansordfører Nicolai Wammen mener, at regeringen med åbne øjne sidder med hænderne i skødet. Socialdemokratiet vil skabe 15.000 ny job ved at renovere skoler samt investere i miljøet og på sygehusene. Hvis arbejdsløsheden bider sig fast, viser erfaringer, at det bliver svært at vende skuden, siger Nicolai Wammen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109