Efter en lang periode med høj økonomisk vækst er aktiviteten i dansk økonomi faldende. Og selv om væksten allerede næste år ventes at blive højere, så bliver den heller ikke prangende i 2004, forudser chefanalytiker Steen Bocian, Danske Bank, i en artikel i fondsbørsens Børsfokus.
En vending i det lave privatforbrug er en afgørende forudsætning for, at dansk økonomi kommer ud af det nuværende dødvande. Selv om den stigende ledighed kan stikke en kæp i hjulet på en forventet forbrugsfremgang, vurderer Danske Bank, at der samlet set er en overvægt af faktorer, der trækker i den modsatte retning.
Fremgangen i det private forbrug understøttes af de endog meget lave renter, stigende aktiekurser, realkreditliberalisering samt skattelettelsen i 2004, og disse faktorer vil tilsammen sikre et brud med de seneste års meget lave forbrugsvækst. Steen Bocian venter således, at det private forbrug i 2004 vil stige med 2,5%-3%.