23948sdkhjf

Landets laveste lønstigning

Frederiksborg Amt er i løbet af to år gået fra at have den højeste lønudvikling til nu at have den mindste
<i>Frederiksborg Amt er i løbet af to år gået fra at have den højeste lønudvikling til nu at have den mindste</i>

På knap to år er lønmodtagerne i Frederiksborg Amt gået fra at være landets mest krævende til at være beskedne og nøjsomme, når lønnen skal forhandles. I 2001 var den årlige lønstigning på 6,5 procent om året, mens lønnen i første halvdel af 2003 kun er steget 2,8 procent. Frederiksborg Amt er dermed det sted i landet, hvor lønstigningen er lavest, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Det viser en regionsanalyse udarbejdet af Danske Bank. I følge chefanalytiker i Danske Bank Steen Bocian kan det være en del af forklaringen på, at Frederiksborg Amt også har landets laveste ledighed. Når lønnen skal forhandles, er medarbejderne solidariske med ledelsen, fordi de ved, at under en lavkonjunktur er det ikke et spørgsmål om at få mere i lønningsposen, men om overhovedet at få løn.

- De seneste 10-15 år er der sket et skift væk fra de centrale overenskomster. I Frederiksborg Amt er det individuelle lønaftaler, der præger markedet.

Virksomhedslederne og medarbejderne har en fælles interesse i, at der også er økonomi til at bibeholde en arbejdsplads, når lønnen er forhandlet, forklarer Steen Bocian til Frederiksborg Amts Avis.

På trods af en lav lønstigning er den gennemsnitlige indtægt i Frederiksborg Amt stadig landets næsthøjeste, men indtægten skal også finansiere gennemsnitlige huspriser, som kun er højere i Københavns Amt og København og Frederiksberg Kommuner.

Regionsanalysen fra Danske Bank peger på flere stærke kort, som skal være med til at sikre lav ledighed i Nordsjælland. Beskæftigelsen er mere videnstung end i andre dele af landet og dermed mere fremtidssikret.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078