23948sdkhjf

Miljøreform på vej til virksomhederne

Virksomheder med styr på miljøforholdene skal kunne slippe for myndighedernes tidrøvende kontrol
<i>Virksomheder med styr på miljøforholdene skal kunne slippe for myndighedernes tidrøvende kontrol </i>

Tingene kan gøres bedre på miljøområdet. Ikke mindst for de virksomheder, der har styr på miljøforholdene og kan dokumentere det med for eksempel et miljøcertifikat.

Om kort tid præsenterer miljøminister Hans Christian Schmidt en miljøreform for virksomhederne. Og det bør betyde forenklede miljøgodkendelser, mere fair tilsyn og færre administrative byrder.

Det er også hensigten i regeringens ny rapport om en mere virksomhedsnær offentlig sektor, som vicestatsminister Bendt Bendtsen præsenterede sidste uge.

- Det er gode takter i regeringens miljøpolitik over for virksomhederne, siger underdirektør Frank Bill fra DI, som glæder sig til at se reformen ført ud i praksis, så virksomhederne hurtigst muligt kan mærke en forskel.

Han mener, reformen indeholder forslag om, at miljømyndighederne skal bruge deres kræfter mere målrettet.

- Der er behov for, at myndighedernes ressourcer bruges på noget bedre end at kontrollere virksomheder, der kan dokumentere, at de har styr på miljøet, siger Frank Bill til Ugemagasinet Industrien

- I stedet skal ressourcerne bruges på væsentlige miljøspørgsmål og på de virksomheder, der af forskellige grunde har behov for at blive vejledt inden for miljø og dermed har gavn af at få hjælp, fortsætter han.

I dag er miljøcertificerede virksomheder underlagt de samme krav om tilsyn som alle andre virksomheder.

Og det får mange certificerede virksomheder til at opleve myndighedernes tilsynsbesøg som tidsrøvende og overflødige.

- Miljøministeren kan lade sig inspirere af arbejdsmiljøområdet, påpeger Frank Bill med henvisning til regeringens arbejdsmiljøreform.

Den indeholder blandt andet forslag om, at virksomheder, der kan dokumentere at have orden i arbejdsmiljøet - for eksempel ved et certifikat - fritages for tilsyn.

- Har man styr på miljøet, bør virksomhederne slippe for bøvl fra myndighedernes side, siger Frank Bill og pointerer, at mange virksomheder i dag gør en stor indsats til gavn for miljøet.

At virksomhedernes indsats bliver vigtigere og vigtigere bekræftes af en ny undersøgelse fra DI. Den viser, at miljømæssige forhold har stor eller afgørende betydning for virksomhedernes konkurrenceevne. På business to business-området stiller over 50 procent af virksomhederne krav til underleverandører på miljøområdet.

- Virksomheder integrerer i dag miljø og miljøkrav i deres drift og omsætter det i konkrete krav i kontrakter mellem kunder og leverandører. Mange virksomheder er dermed med til at sikre et højt niveau på miljøområdet, som de burde blive belønnet for, siger projektchef i DI, Peter Trillingsgaard til Ugemagasinet Industrien.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078