Hos Egebjerg Internationel har man stor succes med eksport af staldinventar. Knapt er underskriften sat på en millionordre til Rusland, før næste kontrakt lander til underskrift på direktørens skrivebord. Det skriver P4 Sjælland.
Nyeste ordre kommer fra KinaSeneste ordre til den nordsjællandske virksomhed kommer fra Kina, og i disse dage gæster erhvervsfolk og politikere fra provinsen Guangxi Egebjerg.
Adm. direktør i selskabet understreger, at det er hårdt benarbejde, der har bragt den kinesiske ordre i hus, men tildeler også en anden herre en stor del af skylden.
- Danmark er utrolig velanskrevet i Kina. Vi forbindes ikke med skandaler, og vi er kendte for at være ordentlige. Desuden er H.C. Andersen en del af alle kineseres skolelærdom på grund af den morale, hans fortællinger har - det betyder faktisk også en del i denne sammenhæng, siger administrerende direktør i Egebjerg International, Niels Gundersen.
Egebjerg etablerede et kinesisk selskab i efteråret 2009 og deltog allerede i oktober på en udstilling i Beijing. Her blev den første kontakt til kineserne skabt, og allerede i december var den første ordre i hus.