Milliarder af eksportkroner venter på danske virksomheder, der har mod på at etablere et brohoved i Tyrkiet. Sådan lyder den samstemmende melding fra Dansk Industri (DI) og det danske handelskontor i Istanbul, der på en konference i går har sat fokus på de enorme muligheder i Tyrkiets 70 mio. indbyggere, kan man læse i dagens udgave af Dagbladet Børsen.
- Vi har et handelsunderskud med Tyrkiet på over en mia. kr., men der er et enormt potentiale, og allerede nu er der over fem millioner tyrkere med en indkomst på højde med eller over den danske. Jeg forstår ikke, at der ikke er flere danske virksomheder, der interesserer sig for landet, sagde Lars Rafn, der er leder af handelskontoret i Istanbul på konferencen i går.