23948sdkhjf

Job til både unge og ældre

Jo flere, der er i arbejdsstyrken, jo flere job skabes der, og hidtil er det kommet både unge og gamle til gode i Danmark, påviser to tyske økonomer.
<i>Jo flere, der er i arbejdsstyrken, jo flere job skabes der, og hidtil er det kommet både unge og gamle til gode i Danmark, påviser to tyske økonomer.</i>

De lande, der har succes med at få ældre i job, er også bedst til at få unge i job, og Danmark er internationalt med i toppen på begge områder. Myten om, at unge fortrænger ældre fra arbejdsmarkedet eller omvendt, holder med andre ord ikke.

Det fastslår to tyske doktorer i økonomi - Hans-Peter Klös og Lothar Funk fra Institute for Business Research i Køln - i et nyt studie af beskæftigelsen i OECD.

Kun få andre lande som Norge, Sverige og Schweiz er næsten lige så gode som Danmark til at sikre høj beskæftigelse til både unge og ældre, viser analyseresultaterne, der bygger på OECD-tal.

Den danske succes rækker dog kun til efterlønsalderen. For over 60-årige dykker beskæftigelsen i Danmark hurtigt til en middelmådig placering i OECD.

De tyske økonomers konklusion bryder med den udbredte forestilling om, at ældre lige så godt eller ligefrem med fordel kan forlade arbejdsmarkedet for at „give plads" til yngre generationer.

Klös og Funk konkluderer det modsatte: Ældre bør netop blive på arbejdsmarkedet for at være med til at fremme væksten i økonomien. For jo større arbejdsstyrken er, desto flere job bliver der skabt, påpeger de:

- At tro, at „jobkagen" har en bestemt størrelse, er fejlagtigt og kontraproduktivt i forhold til at finde løsninger på det demografiske problem [færre i erhvervsaktive aldre og flere ældre], siger Lothar Funk til ArbejdsMarkedsPolitisk Agenda - og fortsætter:

- Ældre medarbejdere burde blive længere på arbejdsmarkedet for at bevare eller udvide arbejdsstyrken. Det ville øge den økonomiske vækst og antallet af job - under den forudsætning, at arbejdsmarkedet er fleksibelt, og de sociale sikringsordninger motiverer til at arbejde.

I følge Funk vil et øget udbud af arbejdskraft derved skabe sin egen efterspørgsel og resultere i stigende beskæftigelse, hvis arbejdsmarkedet gives lov til at reagere:

- For at sikre den bedst mulige tilpasning mellem udbud og efterspørgsel efter arbejdskraft må man sørge for, at lønningerne kan tilpasse sig arbejdskraftens produktivitet. Gør man ikke det, vil jobkagen, dvs. det samlede antal job, tværtimod blive mindre, fordi det bliver mindre profitabelt for virksomhederne at ansætte flere, påpeger Lothar Funk.

Danmark klarer sig bedst af alle landene i analysen, når beskæftigelsen for 15-24-årige måles i forhold til 55-59-årige.

Billedet ændrer sig dog markant, når man ser på beskæftigelsen blandt 60-64-årige. Her falder andelen af beskæftigede i Danmark brat - til et niveau, der overgås af ni andre lande i analysen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078