Forløberen for Dexawave Energys testanlæg i Hanstholm Havn er et lille anlæg i størrelseforholdet 1:10, der har været testet under mindre barske forhold i Limfjorden. Nu er turen kommet til de barske bølger i havet ud for Hanstholm, skriver Nordjyske Stiftstidende.
Det nye testanlæg, der etableres til september, bliver i størrelsesforholdet 1:5, og det skal placeres en sømil fra Hanstholm Havn og fungere som forløber til et anlæg i fuld størrelse.
Administrerende direktør Lars Elbæk, Dexawave Energy, lægger over for avisen ikke skjul på, at man i forbindelse med projektet har trukket en del på den lokale viden om de barske forhold i havet ved Hanstholm.
- I Hanstholm er der samlet en stor viden og erfaring, der er nyttig, når vi skal dimensionere og beskytte udstyr, der skal modstå Nordsøens bølger, så vi er glade for at trække på lokal knowhow.