23948sdkhjf

Dansk trekløver vil producere i Vietnam

Freelancer Jimmy Wollenberg, Peter Hagh fra konsulentfirmaet Peter Hagh A/S og Kjeld Nielsen fra KN Maskiner har indgået et samarbejde om opbygning af en virksomhed i Vietnam.
Formålet med den fælles virksomhed er dels at kunne formidle kontakt til vietnamesiske producenter og på lidt længere sigt også selv at kunne producere for danske virksomheder i Vietnam.

- Alle taler jo om, at Vietnam bliver det nye Kina, og det er det, der har motiveret mig til at gå ind i det her projekt, forklarer Peter Hagh, der får som opgave at skabe kontakten til de danske virksomheder.

Dansker med erfaring i Vietnam
Partneren Jimmy Wollenberg har gennem en årrække været bosat i Vietnam, hvor han har formidlet samarbejder med vietnamesiske producenter. Det bliver hans opgave i første omgang at finde egnede producenter og siden hen at bygge egen fabrik derude.

- Vi har kontakt til Danida og deres business-to-business-programmer, og vi regner med at være i gang med egen produktion inden for spånløs bearbejdning i slutningen af året. Vietnamesisk lov kræver, at vi finder en lokal partner, som vi kan indgå et joint venture med, så den proces er vi også i gang med, siger Peter Hagh.

Den tredje partner i samarbejdet, Kjeld Nielsen fra KN Maskiner, vil ikke blive en del af det daglige arbejde i selskabet, men planen er, at KN Maskiners udvalg af nye og brugte maskiner også skal afsættes på det vietnamesiske marked, ligesom man også vil servicere eksisterende maskiner derude.

Positive tilbagemeldninger
Trekløveret har allerede været i dialog med 12 danske virksomheder, der ikke i forvejen producerer i Vietnam, og af disse er otte vendt tilbage med forespørgsler.

På produktionssiden er der indtil nu skabt kontakt til 10-20 vietnamesiske leverandører, der varierer fra helt små virksomheder på 20-25 ansatte op til store koncerner med tusinder af medarbejdere.

Det nye selskab, der endnu ikke har noget formelt navn, vil kunne tilbyde danske kunder produktion af blandt andet pladedele til fx jern- og maskinindustrien, møbelindustrien og fødevareindustrien samt produktion af hele units og enheder til slutmontering eller forsendelse i Danmark, samt den øvrige verden.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078