Den samlede omsætning i første kvartal 2010 endte på 99,8 mio. kr. mod 117,8 mio. kr. i samme kvartal 2009. Omsætningen fordeler sig på de tre forretningssegmenter med 51,2 mio. kr. på Betonanlæg, 27,6 mio. kr. på
Vibrationsudstyr og 21,0 mio. kr. på Personlifte, hvilket svarer til en tilbagegang på henholdsvis 9 %, 17 % og 26 %.
Omsætningstilbagegangen skyldes dels et lavt udgangspunkt i ordrebeholdningen og dels en række forsinkelser i leverancer fra underleverandører og udskydelse af projekter til kunder.
På trods af den faldende omsætning er underskuddet af primær drift i første kvartal 2010 reduceret til 15,2 mio. kr. mod 19,2 mio. kr. i samme periode 2009. Resultat før skat endte med et underskud på 16,1 mio. kr. mod et underskud på 17,9 mio. kr. i første kvartal 2009.
På den positive side har Skako Industries i første kvartal haft en stigning i ordreindgangen på 27 % set i forhold til første kvartal 2009.
Koncernens bestyrelse betegner resultatet som utilfredsstillende og forventer et underskud før skat på 20-30 mio. kr. i hele 2010.
