Bruttofortjenesten endte på 15,6 mio. kr. hos Hasle Industries i 2009, og det var ensbetydende med et fald på 5 mio. kr. i forhold til 2008.
På bundlinjen hentede den bornholmske virksomhed et lille overskud før skat på 0,5 mio. kr. mod 3,2 mio. kr. i 2008.
- Selskabet blev i begyndelsen af 2009 negativt påvirket af store prisstigninger på visse råvarer, som det ikke har været muligt at få fuldt dækket hos kunderne. Selskabet har endvidere i regnskabsåret foretaget store investeringer i produktionsfremmende udstyr, hvilket i en indkøringsperiode har påvirket produktiviteten negativt, skriver Hasle Industries i sit regnskab.
Virksomhedens ledelse betegner dog resultatet som tilfredsstillende ud fra de givne markedsvilkår. I 2010 kalkulerer man med en positiv udvikling i både omsætning og overskud.
Hasle Industries producerer og udvikler ildfaste støbemasser og sten.