Evelyn Mærsk, det fjerde containerskib i rækken, forlod fredag Odense Staalskibsværft. Et motorstop ud for Samsø satte dog hurtigt en stopper for prøveturen. Det skriver Ingeniøren.
Inden prøveturen var de fleste dele blevet testet, men den 110.000 hk-store motor var for kraftig at teste hjemme på værftet. I Samsø Bælt var det således første gang, værftets folk kunne sætte den i gang. Inden motoren kom ordentlig op i omdrejninger, brændte et leje i brændstofforsynings-enheden af, og denne er nu ved at blive skiftet. En enhed, der vejer syv-otte tons.
Den ødelagte enhed skiftes ud med en ny fra motoren til det næste skib i serien, L 208, som allerede ligger klar på Lindø, oplyser Ingeniøren.