Motoren indeholder en række nye og banebrydende løsninger på kritiske komponenter. Herunder dysen, der er baseret på helt ny og hidtil uafprøvet fremstillingsteknologi, som er udviklet i et samarbejde mellem FORCE Technology og svenske Volvo Aero.
Reducerer produktionstid og omkostningerMålet med udviklingssatsningen har været at reducere produktionstiden og omkostningerne og opnå en ensartet kvalitet. Det er gjort ved at optimere designet for automatisk produktion og efterfølgende prøvning med højteknologiske metoder.
Det nye motorkoncept er desuden lettere og stærkere end dagens motorer. Løsningen kan derfor tilpasses en lang række motorvarianter af varierende størrelse og ydelse, hvilket reducerer udviklingstiden på fremtidige motordesigns markant.
FORCE Technology har udviklet et røntgenguidet svejseudstyr, som ved hjælp af laserlys, med nærmest kirurgisk nøjagtighed, sammensvejser flere kilometer tyndt specialstål til en konstruktion, der kan tåle ekstreme temperatur- og kraftpåvirkninger.
Produktionskonceptet og motordesignet er optimeret mod et sæt højteknologiske inspektionsmetoder, som lever op til de skærpede krav inden for rumfart, og som har en særlig egnethed for automatisering. Metoderne er desuden blevet demonstreret på den motor, som nu med succes er testet med en fuld launch-sekvens.
