Gennem mange år har der for Claus Johansen været en drøm om at blive selvstændig. Da chancen bød sig i forbindelse med omstruktureringer ved maskinhandleren Flextek, hvor Claus Johansen gennem de seneste otte år har arbejdet, var han ikke længe om at tage beslutningen. Tanker blev gjort til virkelighed - og med en tur til EMO Milano i oktober, kom flere af de igangværende agent-forhandlinger på plads.
- Forretningskonceptet går på salg af værktøjer til den spåntagende bearbejdningsindustri, da det er dér, mine spids-kompetencer ligger – jeg har arbejdet med det i snart 25 år, og har derfor et indgående kendskab til faget på kryds og tværs, siger Claus Johansen.
Hans tekniske baggrund er i første omgang hentet som maskinarbejder, siden som sælger og rådgiver inden for området. Med den ønsker han at rådgive kunderne, når der skal købes faste og roterende værktøjer, opspændingsværktøjer, nulpunktsfixturer etc.
- Jeg arbejder kreativt med mine opgaver og forsøger altid, sammen med kunden, at finde den allerbedste løsning til den konkrete problemstilling – og det gælder jo fra de helt simple op til de større komplekse løsninger. Jeg har indgået aftaler med nogle virkelig seriøse samarbejdspartnere som fx italienske Gerardi,- WTO, Kintek, Kitagawa, og der er flere andre spændende på vej, fortsætter Claus Johansen.
Han understreger, at leveringen på værktøjerne typisk er dag-til-dag-leveringer. Claus Johansen er eneejer af det nystiftede selskab og kører forretningen med base fra kontoret i Vejle.
