23948sdkhjf

Millioner til forskning i vindmøller på DTU

Det Strategiske Forskningsråd har bevilliget sammenlagt 70 mio. kr. til to nye forskningscentre, der skal sikre, at Danmarks vindmøller forbliver blandt verdens bedste.
Voldsomme kræfter er på spil, når vinden flår i vingerne på de store vindmøller. De er det største bevægelige element på vindmøllen, og det er her, energien hentes.

Danske vindmøllevinger er ifølge Det Strategiske Forskningsråd stadig verdens bedste, og den position skal en bevilling på 70 mio. kr. til to store forskningscentre hjælpe til at bevare.

Turbulens og totaloptimering
Det ene forskningscenter, "Dansk Center for Kompositstrukturer og Materialer til Vindmøller", vil blive ledet af Bent F. Sørensen fra Risø DTU. Målet er at lave en stærkere og mere effektiv vindmøllevinge. Man vil se på alt fra materialerne til det endelig design.

Det andet forskningscenter, "Center for Numerisk Vindmølle Aerodynamik og Atmosfæreturbulens", vil blive ledet af Jens Nørkær Sørensen fra DTU Mekanik.

Her vil man fokusere på at udvikle computermodeller af de typer turbulens, som vindmøller bliver udsat for i alle skalaer. Man vil se på alt fra atmosfærisk turbulens i storskala til de mindste fluktuationer i de yderste millimeter af vingens overflade.

75-80 ph.d.'er
Centrene har fået henholdsvis 38 mio. kr. og 32 mio. kr. ud af en pulje på i alt 140 mio. kr., som Det Strategiske Forskningsråd har uddelt til forskning, der kan hjælpe med at gøre Danmark uafhængig af kul, olie og naturgas.

De aktuelle projekter vil afføde mellem 75-80 nye ph.d.-studerende, hvoraf cirka 25, foruden 7 postdoc’er, vil blive tilknyttet de to nye forskningscentre.

Ud over de to forskningscentre har DTU sammenlagt modtaget omkring 50 mio. kr. fra Det Strategiske Forskningsråd til i alt seks andre projekter.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109