23948sdkhjf

AAU åbner Institut for Mekanik & Produktion

Martin Heide Jørgensen vender efter 17 år tilbage til Aalborg Universitet, hvor han skal være leder af det nyoprettede Institut for Mekanik & Produktion. Dermed kommer han til at præge de muligheder, der opstår ved sammenlægningen af to gamle institutter.

Ved at fusionere to hidtidige afdelinger åbner Aalborg Universitet om få dage et helt nyt institut, der skal styrke flere faggrupper på ingeniørområdet. Ved at skabe en større enhed satser universitetet på at skabe nye muligheder for både forskere, studerende og erhvervspartnere.

Den nye enhed er en sammenlægning af Institut for Maskinteknik og Institut for Produktion og kommer dermed til at huse forskning og undervisning i blandt andet materialeteknologi, maskinkonstruktion, industriprocesser, logistik, produktionsstyring, automatisering og ledelse.

Erfaren mand i spidsen
Som øverste mand for det nye Institut for Mekanik & Produktion har Aalborg Universitet hentet en erfaren leder, som siden sine unge dage i Aalborg har været med til at udvikle blandt andet Ingeniørhøjskolen i Århus og Danmarks JordbrugsForskning.

Martin Heide Jørgensen kommer fra en stilling som udviklingschef for det maskintekniske område ved Ingeniørhøjskolen i Århus, hvor han de seneste år har været med til at opbygge skolens uddannelser. Inden da var han gennem tolv år forsker og leder på Danmarks JordbrugsForskning i afdelingen for jordbrugsteknik, og nu lokker institutfusionen ham tilbage til Aalborg.

- Jeg ser det som en spændende udfordring at være med til at fusionere to miljøer, som på hvert sit område har opbygget forskning på internationalt niveau og med mange industrielle partnere. Den position skal vi fastholde og udbygge, og jeg glæder mig til sammen med de ansatte at diskutere de mange muligheder, fusionen baner vej for, siger Martin Heide Jørgensen.

Videnoverførsel til industrien
- De grundlæggende teoretiske styrker giver fundamenter både for at bedrive forskning og uddanne gode ingeniører, men når vi kan kombinere dybden med en mere overordnet mekanisk og produktionsteknisk tankegang, så kan vi virkelig løfte os op til et nyt niveau.

- Det er der, vi kan hjælpe de industrielle samarbejdspartnere med en større værditilvækst, og det er der, de vil få en større international gennemslagskraft. Det bliver enormt spændende at stå i spidsen for den sammensmeltning, forklarer Martin Heide Jørgensen.

På Martin Heide Jørgensens dagsorden står også arbejdet for at skabe helhed i instituttets aktiviteter, så forskningsaktiviteterne understøtter undervisning og vidensoverførsel til industrien og resten af samfund samt fusionsudfordringen i at skabe en velfungerende arbejdsplads med motiverede, selvstændige og tilfredse medarbejdere. Samtidig giver de forestående laboratorie-renoveringer også mulighed for at skabe topmoderne faciliteter for det nye institut.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11