Flere større virksomheder inden for prepress har kæmpet om at vinde millionordren hos Singapore Press Holding, og Glunz & Jensen har været igennem en udbudsrunde mod to store tyske konkurrenter indenfor avissorteringssystemer.
Glunz & Jensen skal levere udstyr, der indeholder alt fra pladefremkaldere, punch/bendere til conveyore og stackere.
Peter Jensen, salgsdirektør i Glunz & Jensen siger:
- Vi er utroligt stolte over, at Singapore Press Holding har valgt Glunz & Jensen som leverandør. Vi skal levere 236 enheder med dertil hørende informationssystem til verdens største og mest avancerede avissorteringsanlæg. Det sker i samarbejde med vores mangeårige partner, Agfa.
Singapore Press Holding er et af de største og mest kvalitetsbevidste magasin- og avistrykkerier i verden. I Singapore udgiver Singapore Press Holding 17 aviser på fire sprog.
Produceres i USA og SlovakietEn ordre i denne størrelsesorden har stor betydning for Glunz & Jensen. Virksomheden har i det seneste år været igennem en effektiv restrukturering og er nu godt rustet til de fremtidige udfordringer. Keld Thorsen, administrerende direktør i Glunz & Jensen siger:
- Denne ordre er en vigtig milepæl for os - vi taler her om ”state of the art” prepress automatisering, og den nye installation bliver en af verdens største og mest avancerede. Ordren er et bevis på, at vi er i front med den nyeste teknologi inden for vores forretningsområder.
Punch/bendere og sorteringsudstyret bliver produceret på Glunz & Jensens fabrik i USA, mens pladefremkalderudstyret bliver produceret på firmaets fabrik i Slovakiet. Systemerne installeres i Singapore i to faser, og første fase indledes i sommeren 2010.