23948sdkhjf

Hirtshals Yard køber underleverandør

Værftet i Hirtshals har opkøbt Vestkajens Maskinværksted som et led i et glidende generationsskifte.

Siden etableringen i 2012 er det gået støt og roligt fremad for Hirtshals Yard med de to maskinmestre Rasmus Brohus og Jesper Reinholt i spidsen. Værftet har specialiseret sig i dokninger, reparationer og service på fiskebåde, små og mellemstore hjælpefartøjer og slæbebåde indenfor offshore.

Et af det unge værfts kendetegn er også et tæt samarbejde med flere lokale underleverandører. Nu udvides samarbejdet med en enkelt af de faste underleverandører til et opkøb. Det sker som et led i et planlagt generationsskifte for Vestkajens Maskinværksted, hvor 57-årige Tonny Jensen har stået i spidsen siden 2004. Det oplyser Hirtshals Yard i en pressemeddelelse.

Flere kompetencer
- Vi ser gode muligheder for en synergi med de kompetencer, som Vestkajens Maskinværksted kan tilføre os, ikke mindst indenfor hydraulik og produktion af spil, hvor de er meget stærke. Endvidere betyder opkøbet, at vi styrker vores beredskab indenfor både smede- og montørarbejde, siger direktør ved Hirtshals Yard, Rasmus Brohus.

Tonny Jensen fortsætter i den nye konstruktion med ansvar for såvel hydraulik som kundekontakt, ligesom Vestkajens Maskinværksteds øvrige medarbejdere følger med over i Hirtshals Yard, som dermed får en bemanding på i alt 60 medarbejdere.

Optimale faciliteter
Med overtagelsen følger også Vestkajens Maskinværksteds bedding med tre spor samt alle øvrige faciliteter og autorisationer, herunder blandt andet autorisation fra Søfartsstyrelsen til at udføre kraneftersyn, tykkelsesmåling samt gasteste.

Vestkajens Maskinværksted er desuden servicecenter for Man B&W og Alpha Diesel, ligesom virksomheden forhandler og servicerer motorer fra Caterpillar og Cummins samt forhandler CJC Filtre og ELF smøreolier.

Hirtshals Yard råder allerede over en overdækket flydedok, hvor fartøjer kan overfladebehandles og repareres uden hensyn til vejrliget. Overfladebehandlingen dækker blandt andet sandblæsning, metallisering og maling.

Overtagelsen har virkning fra den 1. juni i år, og markeres med en reception den 2. juni. Samtidig fejres de første fem år for Hirtshals Yard, oplyser Rasmus Brohus.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.407