INOX har mærket finanskrisen på flere måder. Dels har der blandt virksomhedens kunder været et markant fald i brugen af rustfri stål, og dels er kunderne begyndt at afgive flere små og færre store ordrer. Derfor har Ry-virksomheden valgt at skære ned på omkostningerne ved at afskedige 11 medarbejdere. Det oplyser virksomheden på sin hjemmeside.
- Vi er nødt til at have et stærkt fokus på effektiviteten og omkostningsniveauet i virksomheden på grund af ændringerne i markedsbehovet, og vi har en forventning om, at der først kommer forbedringer i andet halvår af 2010, siger administrerende direktør Henry Hansen på hjemmesiden.
Han forklarer videre, at målet er at skabe et omkostningsniveau, der kan sikre en acceptabel lønsomhed. Efter afskedigelserne har INOX 54 medarbejdere.
