Langt de fleste danske landbrugsmaskinproducenter har været nødsaget til at afskedige medarbejdere i løbet af 2009. Det skyldes, at producenternes omsætning er faldet med helt op til 60 % i forhold til 2008. Baggrunden er den økonomiske afmatning, der på det nærmeste har sat alle investeringer i sektoren i stå, og det er en udvikling, der kommer til at betyde ændringer i branchen i fremtiden. Det skriver Børsen.
- Det bliver spændende at se, hvem der er tilbage, når krisen en gang er ovre. Nogle er allerede lukket, men nye er også kommet til, så vores medlemstal er uændret. Men den kritiske situation generelt og i landbruget har haft virkelig drastiske konsekvenser. Vi taler jo om, at nogle af vores medlemmer mangler op omkring 60 % af deres omsætning. Så der vil ske noget, siger Jan Tjørnelunde fra Danske Landbrugsmaskinfabrikanter til Børsen.
Tendensen bekræftes af Henrik Hougaard, der ejer de nordjyske virksomheder Skiold A/S og Skiold Mullerup A/S. Han forklarer, at mange producenter har klaret sig hidtil, fordi de har haft en ordrebeholdning, der har rakt et godt stykke ind i 2009. Samtidig har en høj eksportandel betydet, at nogle producenter har været mindre ramt end andre. Men nu mærker man for alvor krisen.
