23948sdkhjf

Elmia mod nye tinder

Branchesamarbejdet mellem PA, IAK og Metal- og Maskinindustrien er igen i år at finde på Nordeuropas største underleverandørmesse, Elmia Subcontractor med en fællesstand.
Elmia Subcontractor er Nordeuropas største underleverandørmesse med besøgstal på omkring 15.000 i de foregående år. Messen lægger særlig vægt på at samle underleverandører til maskinindustrien – hvilket sikrer stor klarhed over hvilke produktporteføljer, den besøgende kan forvente. Ifølge Elmia selv, skaber messen fundamentet for omkring to milliarder euro i ordrer og forretning for de deltagende.

Metal- og Maskinindustrien har gennem flere år været særdeles aktiv på Elmia med en fællesstand, hvor alt på forhånd er ordnet, så udstillerne i ro og mag kan få udbredt kendskabet til dens produkter og services.

Et godt eksempel på den betydning, Elmia Subcontractor har haft på udstillernes markedsudbredelse, kan findes hos AM Værktøj, der gør sig indenfor værktøjsfremstilling.

- Elmia Subcontractor var med til at starte vores eksport. Før leverede vi kun til hjemmemarkedet, men nu står vores eksport for 40 % af omsætningen, fortæller direktør Claus Jensen.

Sidste år gennemførte fællesstanden en reception, hvor de forskellige udstillere, som var medlemsvirksomheder i DI, kunne møde hinanden og knytte kontakter.

- Det blev så stor en succes, at vi ikke tøver med at gentage den i år, siger Annette Flies, som forestår fællesstanden på foreningens vegne. Hun glæder sig ligeledes over fællesstandens placering ”lige i smørhullet”, nemlig i den centrale Hal B, som er den eneste hal, der har forbindelse til de tre andre haller.

Projektleder for Elmia Subcontractor, Jonas Ekeroth, er optimistisk og mener, at årets messe går mod nye tinder.

- Jeg forventer, at det igen i år bliver en fantastisk messe. Specielt nu, hvor vi ikke kun oplever økonomisk krise, men også er midt i en lavkonjunktur, er det specielt vigtigt for underleverandører at positionere sig i forhold til omverdenen, udtaler han, og fortsætter:

- Vi begynder så småt at se positive tendenser i branchen her i Skandinavien, og dette gør mine forventninger til årets messe endnu højere.

Kilde: Metal- og Maskinindustrien - http://mm.di.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111