I tredje kvartal 2009 havde ABB samlede indtægter på 7,910 mia. dollars (40 mia. kr.), og det svarer til en tilbagegang på 10 % i forhold til samme kvartal 2008. Ikke desto mindre steg indtjeningen. EBIT steg med 10 % til 1,419 mia. dollars (7,14 mia. kr.), og nettooverskuddet steg med 12 % til 1,034 mia. dollars (5,21 mia. kr.). Det flotte resultat er dog positivt påvirket af engangsposter på 340 mio. dollars (1,7 mia. kr.).
Ordreindgangen faldt med 21 % til 7,06 mia. dollars (35,5 mia. kr.) i løbet af kvartalet, og den samlede ordrebeholdning var på 26,159 mia. dollars (131,7 mia. kr.) ved kvartalets udgang.
- Ordreudviklingen var på linje med, hvad vi så i andet kvartal med en stabil efterspørgsel inden for kraft samt olie og gas, men lavere basisordrer på det industrielle marked. Vi vil fortsat have fokus på at sikre, at vores omkostninger er på niveau med efterspørgslen, men samtidig være offensivt positionerende for at tage vare på de betydelige vækstmuligheder inden for kraft-infrastruktur, vedvarende energi, energieffektivitet og vækstmarkeder, siger Joe Hogan, koncernchef i ABB.