Selskabet Flextronics International Ltd., som bl.a. fremstiller mobiltelefoner for Motorola og Xbox-spillemaskiner for Microsoft, har været nødt til at nedbringe omkostningsniveauet og lukke visse fabrikker i forlængelse af dot.com-sammenbruddet for tre år siden, skriver Wall Street Journal i sin elektroniske udgave.
Udviklingen sendte kursen på selskabets aktier for nedadgående, men på virksomhedens fabrik i Duomen i Kina går udviklingen i den stik modsatte retning, skriver Jyllands Posten.
Flextronics' genopblomstring hænger i høj grad sammen med det, virksomheden foretager sig i Kina. Selv om konkurrenterne, bl.a. amerikanske Solectron og Jabil Circuit samt Hon Hai Precision Industry i Taiwan, har en betydelig tilstedeværelse i Kina, har Flextronics været særlig god til at drage nytte af den billige arbejdskraft og effektive logistik, landet kan mønstre.
Ud af de fem betydeligste nordamerikanske virksomheder på området - de øvrige er Celestica Inc. og Sanmina-SCI Corp. - er Flextronics størst i Kina målt på produktionsareal, oplyser CIBC World Markets.
I industriområdet Duomen, der ligger tæt på havnebyen Zhuhai i det sydlige Kina (og nær Hongkong), har Flextronics etableret en stor såkaldt industripark mage til dem, selskabet har i Brasilien, Ungarn, Mexico og Polen.
På den kinesiske fabrik fremstiller medarbejderne højteknologiske printplader, som anvendes i computere og telefoner, samt de plastic- og metaldele, som holder sammen på det hele.
Flextronics er bl.a. tæt på at indgå en aftale med teleudstyrsproducenten Nortel Networks om overtagelse af fem af Nortels fabrikker - noget, som kunne øge Flextronics' omsætning med to mia. dollars om året.