23948sdkhjf

En multi-problemløser med en sprøjtepistol

Ugens profil: Hos Randers-virksomheden Speed Color har man lakeret alt fra computere, ståldøre, vindmølledele til store maskiner. I fremtiden skal der dog satses endnu mere på underleverancer til industrien.
Man skal ikke lade sig narre af, at Speed Color i 1981 startede som autolakerer. I dag spænder evnerne langt bredere, og eksemplerne viser, at Randers-virksomheden er parat til at kaste sig ud i de fleste udfordringer.

- Jeg plejer at sige, at vi kan male på alle overflader undtagen de flydende. Inden for industrilakering har vi lavet næsten alt – lige fra fin-industrien, hvor vi blandt andet har leveret til medicinalbranchen, som stiller høje krav til finish, men også i den sværere ende af industrien, hvor det blandt andet drejer sig om store maskiner og togdele, siger ejer Erling Jensen.

- Som en af de få herhjemme kan vi håndtere store maskiner – vi kan faktisk tage emner op til ca. 13 meter i længden. For ikke så længe siden havde vi en 15 tons tung maskine til lakering, og selv om det var en udfordring at få den ind i vores malekabine, så løste vi opgaven, tilføjer han.

Traditionelt har det været autolakeringen og opgaver for fx byggeindustrien, der har fyldt meget hos Speed Color, men industrien bliver stadig vigtigere.

- Byggebranchen er jo blevet ramt hårdt af finanskrisen, så vi har gjort en aktiv indsats for at finde andre afsætningsområder. Her har vi blandt andet kontaktet en række virksomheder inden for metalbranchen for at fortælle om de muligheder, vi kan give dem, forklarer Erling Jensen.

Han fortæller blandt andet at man med sine 3.000 kvadratmeter produktionsareal hører til blandt de største industrilakere herhjemme med et højt niveau af teknisk viden. Samtidig har virksomheden dog formået at fastholde en høj grad af fleksibilitet. Derfor kan kunderne altid komme med deres små og store emner og få lavet en prøvelakering.

- Og så ligger vi naturligvis stor vægt på at skåne miljøet. Vi er miljø- og energicertificerede og har i øvrigt et godt samarbejde med Randers Kommune. Derudover bruger vi maling med et højt tørstofindhold, hvilket betyder, at der ikke er behov for så mange kemikalier, lyder det fra Erling Jensen.

Fabrikken blev senest udvidet i 2005, så man dels fik mulighed for at adskille afdelingerne for industrilakering og autolakering, og dels fik man mulighed for at indrette det hele langt mere rationelt og derved skabe et bedre flow i produktionen.

Derudover er Speed Color også leveringsdygtig i brandbeskyttende maling, som kan anvendes på både træ og metal. Det er specielt populært inden for produktion af bygningsstål, hvor den specielle maling giver konstruktører og arkitekter mulighed for at arbejde med smallere stålkonstruktioner.

Kilde: Speed Color - http://www.speedcolor.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078