23948sdkhjf

Den europæiske pulvermetallurgiske industri samles i Bella Center

Når den europæiske brancheforening EMPA’s konference gæster Bella Center i næste uge, er det første gang, at mere end 650 danske og europæiske pulvermetalinteressenter mødes i Danmark.
På konferencen Euro PM2009 mødes industrien og universiteter fra hele Europa og udveksler erfaringer og resultater fra forskellige projekter og studier inden for pulvermetallurgien.

Konferencedagene i København byder på udveksling af specialist-viden inden for specialindustrier samt på udvalgte temaer og netværk, hvor pulvermetalindustrien og teknologien kan linkes endnu mere sammen.

- Her forventes de danske virksomheder at kunne bidrage med nogle ret interessante resultater fra en række spændende projekter, som der i øjeblikket arbejdes med. Vi er i kraft af vores høje grad af knowhow samt unikke position i Europa godt med, når det drejer sig om innovation og udvikling af teknologien. Og det er altafgørende, at vi er med – det er jo den knowhow og viden, som skal sikre vores overlevelse i fremtiden, siger Søren Weis Sørensen formand for PM-DK og administrerende direktør i FJ Sintermetal.

På kanten af teknologien
Antallet af producenter af pulvermetalkomponenter i Danmark er faktisk ret højt sammenlignet med andre europæiske lande.

- I Danmark findes der flere virksomheder, som beskæftiger sig med pulvermetallurgien på et højt teknisk niveau og ofte på kanten af det mulige inden for teknologien. De danske producenter udgør en interessant del af den europæiske pulvermetallurgiske industri, specielt når det drejer sig om særligt komplekse emner eller emner fremstillet i specielle materialer, korrosionsfaste, slidbestandige eller magnetiske, fortæller Søren Weis Sørensen.

Pulvermetallurgi er en såkaldt near-net-shape proces, hvor man i to relativt enkle arbejdsprocesser – presning og sintring – kan producere geometrisk komplekse metalkomponenter. I en avanceret pulverpresse fyldes et specialværktøj med den korrekte pulverblanding, der så komprimeres med et tryk på op til 700 megapascal. Derefter varmes emnerne op til en temperatur, hvor der forekommer en molekylær binding af de enkelte pulverkorn, og derved opnås et applikationsbestemt emne, som ofte ikke behøver efterfølgende varmebehandling.

Det er forholdsvist enkelt at sammensætte den enkelte pulverblanding, så den meget præcist rettes mod en bestemt applikation fx i form af et selvsmørende leje. Processen gør det muligt at fremstille emner med meget små tolerancer, og dermed kan en fordyrende efterbehandling i form af drejning eller fræsning ofte helt undgås.

Kilde: PM-DK - http://www.pm-dk.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141