Direktør Björn Hellström fik torsdag nøglerne til Vertical Winds nye fabrik i Falkenberg. Fabrikken var tidligere ejet af Stena Stål, men er nu blevet overtaget af Falkenberg Energi og E.ON for at huse vindmøllefabrikken, der skal producere specielle vertikal-akslede vindmøller. Det skriver Ny Teknik.
I første omgang bliver der dog ikke tale om nogen stor produktion. Ved produktionsstarten i januar får fabrikken fire medarbejdere, men dette tal forventes at stige til 10-12 næste år. I første omgang skal man producere fire 200 kW-vindmøller til E.ON og Falkenberg Energi. Både produktion og montering af generator, tårn og vinger kommer til at foregå på fabrikken i Falkenberg.
- Hvis det her bliver godt, så kan det blive en stor virksomhed. De store vindmølleproducenter har i princippet opgivet vindmøller i denne størrelsesorden, og vi kan komme ind på markedet med et nicheprodukt, siger Björn Hellström.