- I Danmark står vi - ligesom resten af verden - overfor en enorm klima- og energiudfordring. Men vi står også overfor nye muligheder. For hvis vi griber situationen rigtigt an og finder de rigtige løsninger, så kan vi skabe tusindvis af nye job på energiområdet. Og det er job med fremtid i.
Det sagde forbundsformand Thorkild E. Jensen, da han onsdag på Dansk Metals kongres i Aalborg præsenterede forbundets plan.
Blandt forslagene i Metals plan er:
- 25 mia. kr. til øgede investeringer i forskning og udvikling på energiområdet
- Øget uddannelse inden for energiområdet
- Afgiftsfritagelse for el-biler
- Etablering af energizoner, hvor der kan bygges energianlæg
- Videreudvikling af teknologi til ren kulkraft
For Metal er det afgørende, at initiativerne gennemføres så hurtigt som muligt. Regeringens indsats har ifølge fagforeningen indtil videre langt fra været ambitiøs nok:
- Nu forestår der et stort arbejde med at få overbevist politikerne om at tage udfordringen alvorligt og komme i gang. For det haster. Vi er nemlig ikke det eneste land, der har udset sig energiområdet som en mulighed for vækst og job, fastslog Thorkild E. Jensen.