Semco Maritime har opkøbt Esbjerg Oilfield Services (EOS). Den nye virksomhed fortsætter under navnet Semco Maritime med hjemsted i Esbjerg, og uden de større ændringer i beskæftigelsen. Det skriver dagbladet Børsen i dag.
EOS bidrager den nye virksomhed med svejsning, konstruktion og værfts-kapacitet, mens Semco Maritime bl.a. har design og udførelse af tekniske entrepriser inden for mekanisk, el, instrumentering, brandslukningssystemer og kommunikation som kerneområder.
- Sammenlægningen af de to virksomheder sker på et rigtigt tidspunkt, fordi vi sammen nu står optimalt styrket og dermed har forbedrede muligheder for at udarbejde strategier med henblik på at opnå en styrket position i forhold til Nordsø-markedet samt det internationale marked, siger adm. direktør i Semco, Jan Hansen til avisen.
Semco Maritimes nettoomsætning ligger på omkring 800 mio. kr., mens EOS omsætter for over 400 mio. kr. på årsbasis.