23948sdkhjf

Væksten bremset hos FLSmidth

Mineral- og cementkoncernen fastholder sin omsætningsmål for 2009, selv om første halvår bød på en skuffende udvikling i ordreindgangen.
FLSmidths omsætning udgjorde i første halvår 2009 10,766 mia. kr., hvilket er et fald på 4 % i forhold til samme periode sidste år. Omsætningen inden for Mineraler er på niveau med samme periode sidste år, hvorimod omsætningen er faldet med 4 % inden for Cement og med 23 % i Cembrit. Resultat før skat (EBT) blev 988 mio. kr. mod 1,0 mia. kr. i første halvår 2008.

- Den internationale finansielle krise og globale økonomiske afmatning medførte en fortsat lav ordreindgang i andet kvartal. Cement- og mineralkundernes adgang til projektfinansiering er fortsat begrænset, og det har først og fremmest påvirket ordreindgangen vedrørende de store projekter. Antallet af potentielle projekter inden for Mineralområdet er fortsat meget omfattende, og der er dialog og realitetsforhandlinger med mange kunder – især inden for kul, jernmalm, guld, fosfat og kobber. Processen fra forhandling til effektiv kontrakt er imidlertid langtrukken og afhængig af en normalisering af de finansielle markeder. Inden for Cementområdet var der generelt lav aktivitet i andet kvartal som følge af markante kapacitetsudvidelser i de foregående år kombineret med faldende efterspørgsel på cement på en lang række markeder. Antallet af potentielle nye projekter er således beskeden, men der er dog aktivitet i især Sydamerika, Nordafrika, Indien og Indonesien, skriver FLSmidth i sit kvartalsregnskab.

Største negative overraskelse i regnskabet var koncernens ordreindgang, der i første halvår 2009 udgjorde 5,611 mia. kr., hvilket er et fald på 68 % i forhold til samme periode sidste år, hvor ordreindgangen dog var historisk høj. Ordreindgangen i andet kvartal 2009 var 2,500 mia. kr., hvilket er et fald på 20 % i forhold til det foregående kvartal. Ultimo første halvår 2009 udgjorde den samlede ordrebeholdning 25,963 mia. kr., hvilket er et fald på 15 % siden årets start.

FLSmidth forventer fortsat en koncernomsætning på 20-23 mia. kr. og en tilfredsstillende EBIT-margin på 8,5-9 % i 2009.

Kilde: Københavns Fondsbørs

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094