Ikke nok med at finanskrisen har sat en brat stopper for nye ordrer på skibe – de seneste år er der blevet bygget skibe som aldrig før, og det betyder, at selv når krisen er overstået, vil verdens rederier ikke stå i kø med nye bestillinger. Specielt den europæiske skibsindustri bliver ramt hårdt, og ifølge Berlingske Business kæmper flere europæiske værfter lige nu for livet.
- De europæiske værfter står i en vanskelig situation. Den økonomiske krise betyder, at der stort set ikke bestilles nye skibe, og at mange rederier forsøger at afbestille skibe på værfterne. I disse måneder vil vi se flere værfter gå ned, og nedturen vil ramme endnu flere, forklarer direktør for Danske Maritime, Thorkil H. Christensen, til Berlingske Business.
Blandt de hårdest ramte er de to polske værfter i Gdansk, de tyske værfter i Wiesmar og Warnemünde samt en række spanske værfter. Thorkil H. Christensen vurderer, at de værfter, der formår at specialisere sig i teknologisk krævende skibe, som færger, krydstogtsskibe og skibe til olieindustrien, vil have de bedste chancer for at overleve.