- Hvert år belønner vi en leverandør for at have levet op til vores forventninger. Modtageren af Grundfos Leverandørpris 2008 har oversteget vores forventninger og har bidraget til at bringe Grundfos op i World Class, skriver Grundfos i en pressemeddelelse.
Det drejer sig om det britiske firma Morgan Advanced Ceramics Ltd., der i mere end 40 år har været en stabil leverandør af komponenter til Grundfos. Samarbejdet begyndte med keramiske aksler og tætninger, men i dag leverer Morgan også andre komponenter.
- Morgan og Grundfos har en gensidig forståelse af forretningen, og begge parter er enige om at bidrage gensidigt til hinandens fremdrift. For Grundfos er det vigtigt, at Morgan stiller høje krav til kvalitet og leveringssikkerhed. Morgan har på fornem vis forbedret kvalitetsniveauet, og 2008 var et ekstraordinært godt år mht. kvalitet og levering, skriver Grundfos.
De keramiske komponenter er genbrugelige og er derfor ikke nogen trussel mod miljøet, hvilket er en vigtig del af den gensidige forståelse. De praktisk talt uopslidelige komponenter produceres i et produktionsafsnit, der udelukkende er forbeholdt komponenter til Grundfos.