Unge under uddannelse på Metalområdet kommer til skade dobbelt så ofte som deres uddannede kolleger. De mister lemmer, får brud eller øjenskader. Meget ofte er det sjusk, uvidenhed og manglende instruks, der trækker statistikken op. Og det er et problem, som Aarhus Tekniske Skole AtS, har taget fat på.
Handler om holdningPå skolen starter alle uddannelser med fire-fem ugers ren sikkerhedsbetjening af alle de maskiner, som eleverne kan tænkes at møde ude på arbejdspladsen. For arbejdsmiljø er et nøgleord, som skal være en naturlig del af arbejdsrutinerne, siger Rene Villéfrance Henriksen, der kontrollerer arbejdsmiljøet på blandt andet skolens smedeværksteder.
- Det er ikke et spørgsmål om disciplin, men en holdning, som vi ønsker, skal forplante sig hos lærlingene, siger Rene Villéfrance Henriksen til metallærlingenes fagblad, MUM.
Skolen har som den eneste i landet fået grøn kronesmiley og et arbejdsmiljøcertifikat for sit arbejde med arbejdsmiljøet.
Men skolens indsats og opmærksomhed gør det ikke alene, fatslår én af eleverne:
- Underviserne har stort fokus på sikkerhed, men det har lærlingene ikke altid. Hvis lærlingene vil have et godt arbejdsmiljø, er mulighederne her, men ofte er de for dovne, siger Kristoffer Thyregod Lassen, der selv er i voksenlære som smed og går på tredje skoleforløb på Aarhus tekniske Skole.
Et andet problem er, at mange maskiner mangler bedre muligheder for nødstop. Det problem har skolen også gjort noget ved. Men det hjalp ikke klejnsmedelærling Simon Veng, da hans trøjeærme sad fast i en værkstedsmaskine på lærepladsen. Han kunne ikke nå nødstoppet. Det kostede ham ringfingeren på højre hånd.