23948sdkhjf

Fredericia Skibsværft opgiver flere forhandlinger med kommune

Fredericia Kommune er ikke lydhør overfor Fredericia Skibsværfts argumenter, hævder værftsejer Thomas Andersen.
I en pressemeddelelse slår Thomas Andersen fast, at det er Fredericia Kommune og borgmester Uffe Steiner Jensen, der har skylden for, at der i fremtiden ikke vil blive drevet skibsværft på havnen i Fredericia.

- Fredericias borgmester Uffe Steiner Jensen og hans byrådsflertal ønsker ikke at bevare Fredericia Skibsværft i byen. Det har borgmesteren demonstreret så sent som i dag ved at fastholde, at værftet kun kan forblive i Fredericia, hvis det flytter til Møllebugthavnen. Dér har Fredericia Skibsværft ingen fremtid. Det har værftet meddelt og begrundet for flere måneder siden, uden at det har gjort indtryk på borgmesteren. Han har afvist at drøfte, hvordan der kan skabes et frikvarter for at gøre det muligt at lave byudvikling med værft. Det har værftet ellers lagt op til i ord og handling. Dermed er vi tilbage ved udgangspunktet i juni 2008. Kommunen lukker værftet ved en ulovlig handling og må tage ansvaret for det, siger Thomas Andersen.

Hos Fredericia Kommune er borgmester Uffe Steiner Jensen dog uforstående overfor den hårde kritik, og han mener, at kommunen har lagt op til yderligere undersøgelser af de kritikpunkter, værftet er kommet med:

- Vi er kede af direktør Thomas Andersens udmelding i dag og meget overrasket. Vi mødte en værftsejer, der ikke viste interesse for at komme til et resultat, og det skal vi beklage på Byrådets vegne. Vi har arbejdet længe med at finde en ny placering i Møllebugthavnen, og har brugt mange penge og ressourcer på Grontmij Carl Bro-undersøgelsen i håb om en løsning, som alle kunne leve med. Men hvis viljen til at finde løsninger ikke er til stede, så kan vi ikke gøre noget, siger Uffe Steiner Jensen.

Thomas Andersen mener dog ikke, at møderne med Fredericia Kommune og Grontmij Carl Bro har været specielt løsningsorienterede.

- Jeg har i al beskedenhed erfaring med at drive et værft, der reparerer og servicerer skibe. Mit nej til Møllebugthavnen er begrundet i, at det ikke kan lade sig gøre at lægge og drive et værft der. At borgmesteren vælger at overhøre værftets begrundelser, viser samtidig, at den definitive politiske beslutning om at fravælge skibsværftet i Fredericia er truffet. Ministre har kaldt på mægling og skrevet formanende breve til borgmesteren om de hensyn, han skal tage til havnevirksomhederne. Det har ikke haft nogen effekt, må jeg konstatere, siger Thomas Andersen.

Kilde: Fredericia Skibsværft - http://www.fayard.dk & Fredericia Kommune - http://www.fredericiakommune.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11