23948sdkhjf

Dansk Metal: Regeringen negligerer vindmølleindustrien

De seneste fyringer på Vestas er et klokkeklart symptom på regeringens flerårige negligering af vindmølleområdet, mener Dansk Metal.
Konsekvensen er, at Danmark udover at miste arbejdspladser også mister sin førerposition som verdens førende inden for udvikling og tests af vindmøller. Og det vil være fatalt i den nuværende krisesituation, mener Thorkild E. Jensen, forbundsformand i Dansk Metal.

- Vi ser desværre en regering præget af alt for lidt beslutningskraft, og som ikke indser værdien af at fastholde Danmark som test- og udviklingsland for vindmølleindustrien. At vi nu står i den beklagelige situation, at Vestas må nedlægge 1.275 arbejdspladser i Danmark er et klart bevis på, at regeringen gør alt for lidt på vindmølleindustriens område, siger forbundsformand i Dansk Metal, Thorkild E. Jensen.

Dermed lægger han ligesom ledelse og medarbejdere på Vestas en væsentlig del af ansvaret for de 1.275 varslede fyringer over på regeringen. Det er blandt andet restriktioner på placering af vindmøller i Danmark og dårlige vilkår for udvikling og forskning inden for vindenergi, der sætter store forhindringer for vindmølleproducenten.

- En fastholdelse af vores position og arbejdspladser i Danmark kræver kontinuitet, og ikke den stop-and-go-politik, som regeringen indtil videre har ført på området, siger Thorkild E. Jensen.

Også den lokale formand i Dansk Metals Skjern-Ringkøbing-afdeling, Helge Albertsen, mener, at regeringens manglende initiativer på vindområdet har forstærket krisens effekter for de ansatte på Vestas.

- Vestas ventede længe med deres personaletilpasninger i forhold til fx Danfoss og Grundfos, der var tidligt ude med fyringer. Men den halvhjertede vilje fra regeringens side til at støtte projekter inden for vindenergi har uden tvivl forstærket den i forvejen svære krisesituation. For at komme videre bør der hele tiden sættes gang i projekter, og den vilje er der ikke, siger Helge Albertsen, der er formand i Metal Skjern-Ringkøbing.

Ledigheden for Dansk Metals medlemmer er på ca. 5 % i marts i det område, der svarer til det tidligere Ringkøbing amt. Det svarer til ca. 375 personer.

Kilde: Dansk Metal - http://www.danskmetal.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079